Det var både med beklagelse, vemod og stor usikkerhed, Venneforeningens bestyrelse sidste år måtte finde et sted uden for DR-Byen til afholdelse af generalforsamlingen på grund af voldsomme omkostningsstigninger i DR.. Stedet blev Svenska Gustavskyrkan ved Østerport station.
Usikkerheden gik på, hvad det ville betyde for opbakningen omkring generalforsamlingen, at den ikke fandt sted i Koncerthuset på Amager mere. Frygten var ubegrundet. Der var flere medlemmer end sidste år, der bakkede op. 175 meldte sig til generalforsamling, musik og svenske ”kanelbullar”.
Foreningens formand takkede for opbakningen og det flotte fremmøde og fortsatte:
– Det store fremmøde i dag skal også ses i lyset af, at vi ikke når det antal medlemmer, vi havde før Coronakrisen – slet ikke. For nylig fik vi renset ud i vores systemer og måtte her konstatere, at vi oven i købet har troet, vi var flere medlemmer, end vi reelt er. I dag har vi omkring 1160 medlemmer – da vi var flest, var vi mere end det dobbelte, ligesom vi lige før Coronaen i 2019 havde 2100. Ved sidste generalforsamling kunne jeg på baggrund af de oversigter, der forelå meddele, at vi havde omkring 1200 medlemmer, men det tal kan have været for højt, når der ikke er blevet foretaget en reduktion af tidligere medlemmer, der ikke har betalt kontingent og dermed ikke fortsætter.
Det er dog mit klare indtryk efter at have fået de rensede tal for 21/22 for nylig, at vi har flere medlemmer i år end sidste år, men det er også klart, at vi gerne skulle have endnu flere med om bord. Langt de fleste kulturinstitutioner og foreninger kan berette om en langsom tilbagevenden til FØR, men det ville være rart, om vi kunne sætte lidt mere turbo på., sagde formanden, Mogens Rubinstein ved forelæggelsen af bestyrelsens beretning.
Årets regnskabsresultat udviste, som det fremgår af regnskabet et underskud, og det er der flere grunde til, sagde formanden:
– Den ene er udløber af den strid, vi har haft med SKAT om, hvorvidt vi skulle betale moms af jeres kontingent. Den vandt vi heldigvis, så I ikke i al fremtid skal have en kontingentforhøjelse på 25 procent, der ville være gået direkte i statskassen. Vi havde sat penge af til at have dem, hvis vi havde tabt over for SKAT, men da vi ikke gjorde det, skal de penge regnskabsmæssigt føres ind i vores regnskab som et tab – her på 200.000. Ved en fejl fra vores revisor blev de ikke ført ind i sidste års regnskab, men først i dette års. Det betyder, at sidste års regnskab – teknisk så bedre ud, end det skulle, mens dette års regnskab teknisk altså ser værre ud, end det skulle.
– Er foreningen i problemer. Overhovedet ikke. Vi har de fornødne penge i kassen til at klare vores udgifter og samtidig det sjove – at støtte DRs kor og orkestre – i år således med det dobbelte antal legater af, hvad vi plejer.
Det har vi ønsket for at markere, at vi nu heldigvis er tilbage i de normale aktiviteter efter nedlukningerne under Coronaen.
Sandheden er, at vi tidligere havde for mange penge i kassen i forhold til vores udgifter, og det er jo dumt, især når man har skullet betale negative renter af at have penge stående i banken.
Vi har også valgt gennem krisen at holde vores sparsomme administration intakt i stedet for at lukke og slukke foreningen for en periode.
Men stadig: med færre medlemmer må vi prøve at gøre nogle af tingene anderledes end tidligere, og det bliver en opgave for den bestyrelse, vi vælger i dag.
Venneforeningen har formidlet adgang for medlemmerne til 13 generalprøver eller arbejdsprøver og udsendt rabatlink til ti koncerter af forskellig art uden for DR-Byen. I snit bliver det 2-3 arrangementer hver måned.
Formanden sluttede med en kraftig opfordring til medlemmerne om at være ambassadører for foreningen og arbejde på at skaffe flere medlemmer blandt familie, venner og kolleger.
De to sidstnævnte er nyvalgte
Mogens Rubinstein, formand
Ann Granum næstformand/kasserer
Carina Høedt
Ulla Knudsen
Hjørdis Jakobsen
Gerda Sonne
Stig Hother Hansen