Alle, der har gæstet Koncertsalen i Dr-Byen, har utvivlsomt lagt mærke til de grønne lamper over dørene ind til scenen i både højre og venstre side. Lamper, der skifter til rød farve kort tid, før dirigent og solist kommer på scenen.
Færre har sikkert bemærket de tynde mikrofoner, der hænger ned fra loftet over scenen for slet ikke at tale om de mikrofoner på et stativ, der er placeret ud for nogle, men langt fra alle musikerne.
Fælles for den rød/grønne lampe og mikrofonerne er, at ledningerne havner i knapper i pulten i lydkontrollen. Det er et lokale hævet over gulvet i Damesiden (modsat dronningelogen) med et vindue ud til salen, men ellers diskret camoufleret af trælameller foran vinduet. Det er fra lydkontrollen, det, der foregår i Koncertsalen, bliver formidlet ud til cirka en halv million lyttere til torsdagskoncerterne på P2 og lejlighedsvis også til seerne på DR K.
Det vil nok overraske de fleste, at den lyd, vi hører i højtalerne derhjemme, ikke er den samme lyd, vi hører til generalprøverne eller selve koncerterne i salen. Forklaring følger.
I god tid før koncerten sidder lydproducer Bernhard Güttler og musikteknikker Mikkel Nymand parat ved den kæmpe pult for med et utal af knapper, hvor de 50-128 kanaler alt efter opgaven er forbundet til mikrofoner i salen. Alt sammen for skabe den rigtige lyd i stuerne landet over. Hvis man bare satte et par mikrofoner op foran orkestret, ville det betyde, at oplevelsen for lytterne ville være mindre intens, og hvis man ikke brugte de elektroniske hjælpemidler, som lydkontrollen byder på, vil det også kræve, at vi derhjemme ustandselig skulle skrue op og ned for lyden.
Når torsdagskoncerten sendes direkte, er der gået mange timers forberedelse i kontrolrummet forud. Den sidste kontrol foregår ved at klikke med en legetøjsfrø foran hver mikrofon for at sikre, at der er ”hul igennem”, som det hedder i fagsproget, når mikrofonen virker. Bortset fra, at man kan fjerne en solistmikrofon i pausen, når solisten har sunget eller spillet, så skal det hele være på plads, før publikum indfinder sig. Ikke noget med stiger på scenen og hævning eller sænkning af mikrofonerne i salen under koncerten.
Det begynder med, at producenten af koncerten sender et grafisk billede af opstillingen til lydfolkene. Her kan man på skærmbilledet se placeringen af de forskellige instrumentgrupper. Dirigenterne og de enkelte værker kræver vidt forskellige opstillinger på scenen. På baggrund af opstillingen, bliver der af lydproduceren og musikteknikeren lavet en yderst detaljeret plan for, hvor de mange mikrofoner skal placeres.
Mikrofonerne, der hænger ned fra loftet er de faste positioner, men kræver alligevel individuelle opstillinger hver gang. Derudover kommer et stort antal hjælpemikrofonerne ud for nogle af musikerne. F.eks.: Når man sidder i salen, kan man se, det er harpen, der spiller. Det indstiller hørelsen sig efter Men det virker ikke i radioen, uden at teknikken hjælper lidt på vej med en mikrofon ud for harpen, som bliver åbnet, når harpen spiller og lukket igen, når den ikke gør.
Dertil kommer den tekniske udfordring, der ligger i, at mikrofonerne kan ”gå i vejen for hinanden ” – også kaldet interferens eller kamfilter. Det kan elektronikken i pulten i lydkontrollen eliminere.
Det kræver naturligvis, at de to i lydkontrolrummet ved, hvornår hvilke instrumenter spiller. Og begge er da også konservatorieuddannede. Lydproduceren sidder med et partitur magen til dirigenten foran sig og giver kommandoer til musikteknikeren, der styrer knapperne
-Med al den elektronik kan I her i kontrolrummet jo sådan set overrule dirigenten ved at skrue op for en musikgruppe, dirigenten vil dæmpe, spørger vi musiktekniker Mikkel Nymand .
I princippet ja, men vi bestræber os jo altid på at følge dirigentens ønsker i videreformidlingen, siger han.,
I kontrolrummet bliver såvel generalprøvens som selve koncerten eller koncerterne – ofte er der koncert to aftener i træk – optaget på ”bånd”, som i dag er en elektronisk fil. Vi hører i radioen stereo, med en højre og venstre kanal, men optagelsen sker separat for hver enkelt mikrofon.
Det giver mulighed for at kunne reparere på det endelige produkt. Det sker – om end sjældent – at der kommer en af musikere op i kontrolrummet og er ked af at have lavet en fejl. Det hjælper jo ikke noget på den direkte transmission af torsdagskoncerten, men ved genudsendelsen om søndagen kan man gå ind og reparere den arkiverede udgave, så alt er i skønneste orden ved senere brug.
Ydermere kan man vælge at redigere hele koncerten blandt de to eller tre registrerede gennemspilninger, således at den bedst mulige version lægges i DRs arkiver til senere brug
De to lydfolk er ikke fastansatte i DR. Bernhard Güttler rejser rundt til alverdens koncertsale og laver den helt rigtige mikrofonopstilling til at give radiolytterne en oplevelse, der lydmæssigt kan måle sig med, hvad koncertgæsterne hører i salen. Og så er han i øvrigt professor ved et tysk musikkonservatorium og underviser der i kunstnerisk optagelsesledelse.
Foto: Kim Kruse Petersen