Formandens hilsen i forbindelse med den nye sæson

Kære medlem

Vi er nu godt og vel nået til det tidspunkt på året, hvor vi fornyer jeres medlemskab af Venneforeningen 

Det plejer at falde sammen med, at vi kan fortælle, hvilke prøver, der er åbne for publikum i den kommende sæson. 

Meget ser anderledes ud i år. Vi ved på nuværende tidspunkt, at der bliver åbnet for 500 pladser i Koncertsalen frem til 31/8, men vi ved ret beset ikke hvor mange, der må sidde i salen derefter. Ej heller kender vi repertoiret endnu. Alt sammen noget, vi – og i sidste ende heller ikke DR – har indflydelse på. 

Som det fremgår af vores vedtægter er foreningens formål at støtte DRs kor og orkestre. Det formål er ikke forsvundet med Coronaen. Tværtimod er det måske endda blevet endnu mere påkrævet at vise over for musikere og sangere, at vi savner dem. Vi ved, at de også savner os publikummer. 

Vi vil derfor bede jer – på trods af al usikkerhed – om at gentegne jeres medlemskab nu. Så vi har penge i kassen til vores formål og til at lave en flot generalforsamling med kunstneriske indslag i lighed med de tidligere år. Samt til at opretholde vores administration, så vi er helt parate til at betjene jer, og så I har jeres medlemskort i orden, når vi forhåbentlig snart får normale tilstande, også når det gælder den levende musik i DR-Byen. 

For at forny dit medlemskort skal du følge linket her.

Du kan forny dit medlemskab fra d. 9. juni. 

Venneforeningen holder sommerferie fra d. 6. juli til d. 3. august og vil i denne periode ikke besvare mails og telefonopkald. 

Med venlig hilsen 

Og tak for forståelse og opbakning 

Bestyrelsen for Venneforeningen 

Mogens Rubinstein, formand