Når DR Vokalensemblet starter sin 20. sæson den 24. og 25. september med koncerter i Sorø og København, markerer det også begyndelsen på et nyt kapitel i samarbejdet mellem DR Vokalensemblet og Martina Batič. Hendes kontrakt som chefdirigent er nemlig forlænget frem til sommeren 2028, hvor hun vil have dirigeret koret i fem år.
Sammen med DR Vokalensemblet har Martina Batič bl.a. stået i spidsen for en lang række koncerter i hele Danmark og i DR Koncerthuset, foruden det anmelderroste album O listen! med musik af Else Marie Pade og den slovenske komponist Uroš Krek.
Martina Batič siger i forbindelse med den forlængede kontrakt:
– Jeg er dybt berørt og beæret over, at DR Vokalensemblet ønsker at fortsætte vores fælles kunstneriske udvikling. Gennem de år, vi har haft sammen, er dette enestående ensemble blevet så meget mere end et sted, hvor jeg dirigerer. Det er blevet et rum præget af tillid, frihed, udforskning og kunstnerisk inspiration.
Hun fortsætter:
– DR Vokalensemblets enestående kunstneriske niveau, dedikation til musikken og mod til hele tiden at bevæge sig ind på nyt kunstnerisk territorium inspirerer mig og giver mig mulighed for fortsat at udvikle mig som kunstner og dirigent. Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, de viser mig. Jeg glæder mig meget til at tage hul på vores næste kapitel sammen.