Dirigenternes verden har altid påkaldt sig meget stor opmærksomhed. Det forstår man godt;
Hvad er det for en uforståelig verden, de befolker, som de står dér overfor orkestret; nogle gange med halvt tillukkede øjne, på én gang i suveræn intellektuel beherskelse af musikkens og i deres følelsers vold, enerådige herskere over et rige, hvor vi andre dødelige kun kan komme på visit eller tålt ophold?
…
Sandheden om dirigenterne er ofte noget mere prosaisk. Timers og års ensomme studier munder ud i et liv med ophold på små, billige hotelværelser, evig tvivl på egne evner, angst for næste engagement, eller endnu værre: for at der slet ikke kommer noget næste engagement.
Men hvad er så en god dirigent?
Måske kan man komme tættere på ved at betragte direktion som et sprog. Et lydløst kropssprog, der kommunikerer om musik. Og ligesom med alle mulige andre sprog er det ikke nok at beherske det. Man må også have noget at sige. Man må have noget på hjerte. Og en viden om det, man taler om.
Livslang uddannelse
Min gamle direktionsprofessor i Wien, sagde: At dirigere består af to ting: Den ene er selve det at slå. Det kan enhver lære på en halv time. Alt det andet tager resten af livet at tilegne sig.
Derved gjorde han sig skyldig i en opfattelse af det at dirigere, som i bedste fald er problematisk og i værste fald er helt, helt forkert.
Carl Nielsen havde lidt den samme opfattelse. ”Selve dirigentteknikken er jo en ren børneleg og kan læres på få timer”, skriver han i “Levende musik”.
Det leder ham til følgende naturlige konsekvens:
‘”Derfor er det fuldkommen svindel, når en dirigent tager elever i den kunst at dirigere, thi det er ingen kunst, ingen disciplin, intet studium – hvorfor også enhver habil musiker med kort varsel kan dirigere et orkester”.
Nikolai Malkos definition på at dirigere
Nikolai Malko var helt uenig i denne opfattelse af kunsten at dirigere.
Han var fortaler for en helt anden forståelse af direktionsfaget end Carl Nielsen. Og min gamle lærer fra Wien.
Han mente nemlig, at selve teknikken var lige så vigtig for en dirigent, som for enhver anden musiker. Således skriver han:
“Man får ikke lov til at sidde ind i orkestret hos violinerne hvis man ikke kan spille violin. Heller ikke selv om man er en god dirigent. Hvorfor skulle så en musiker, der ikke ved, hvordan man dirigerer, få lov at stå på dirigentpodiet?’
Men hvad kan en god dirigent tilbyde musikken?
Måske kan man komme lidt tættere på ved at huske på, at der ikke altid har været dirigenter.
I barokken blev musikken ofte ledt fra cembaloet. Det ser vi også i dag med f.eks. Lars Ulrik Mortensen.
Nogle gange blev takten slået med en stor stok, så man kunne høre takten i hele orkestret. Navnlig hvis det var et stort orkester, f.eks. et operaorkester, der skulle holdes sammen. Vi kender måske alle historien om skaberen af den franske opera Jean Baptiste Lully, der ramte sin tå med stokken og senere døde af koldbrand!
Dirigenter neden for podiet
Mozart dirigerede ofte sine klaverkoncerter fra klaveret. Og på Mozarts tid var det almindeligt, at koncertmesteren ledte orkestret fra 1. pult.
En god dirigent kommer med et samlet billede af den musik, der skal opføres. Hvilken karakter har musikken? Hvilket tempo? Balance, forståelse for enkelte temaer, og for en formmæssig fortolkning af værket; hvordan er den overordnede arkitektur i det enkelte afsnit, i den enkelte sats, og i symfonien eller koncerten som helhed. Dette kan man også arbejde med uden dirigent.
Men et af verdens mest spændende orkestre for tiden (synes jeg) Kammerphilharmonie Bremen, som arbejder med en af verdens mest spændende dirigenter for tiden (synes jeg) Parvo Järvi, (og som jeg har haft fornøjelsen af at følge til et par produktioner) har som tommelfingerregel, at en produktion, der er med dirigent, tager tre dage at indstudere. En produktion uden, hvor orkestret selv eller koncertmesteren har ansvaret, tager 4 dage.
Behovet for at have en dirigent har udviklet sig i takt med musikken og med orkestrets størrelse. En symfoni af Mahler eller Bruckner kræver simpelthen mere med hensyn til formning af musikken – de enkelte deles forhold til hinanden – tempo og karakter osv. end en symfoni af Mozart eller Haydn.
Dirigentens rolle vokser ud af koncertmesterens violin. Han kunne lede opførelsen fra koncertmesterpladsen (man ser ofte det samme, når en strygekvartet skal sættes i gang) og buen angav tydeligt tempoet, så alle kunne se det. Nogle gange ville koncertmesteren måske rejse sig op og bruge buen til at dirigere med, så det var tydeligere. Men baton´en er mere praktisk at dirigere med end en violinbue. Og sådan fødtes dirigenten.
Despoter og det modsatte
Herbert Blomstedt, der har været på besøg i Malkoskolen flere gange, taler om at bruge sin baton som et instrument, man spiller sammen med de andre med. Det er et meget sympatisk billede, ligesom Herbert Blomstedt ER en umådelig sympatisk person.
Væk er orkesterdespoten, den uindskrænkede hersker. Tilbage står den empatiske og lydhøre leder.
Når man spiller sammen, lytter man og tager hensyn til de andre musikere.
Tiden er nok løbet fra diktatoren og tiden er mere til lyttende og empatiske dirigenter. Det mente iøvrigt allerede Nikolai Malko.
Men udover dét, hvad er så en god dirigent?
Måske kommer man tættere på ved at undersøge hvad en god dirigent skal kunne.
Og lad os med det samme slå fast, at de dirigenter, der deltager i en konkurrence som Malko konkurrencen, har en enorm ballast med sig, deres unge alder til trods.
Den gode dirigent besidder udover et veludviklet og forfinet kropssprog og direktionsteknik, en stor viden og indsigt i musikken og dens forskellige deldiscipliner.
Kultur og ideforståelse en vigtig del af indstuderingen
Hvad angår kropssproget, direktionsteknikken, det som vi kan se når vi iagttager dirigenten arbejde, så vil jeg henvise til Nikolai Malkos: ‘The conductor and his baton’. Og koncentrere mig om ‘alt det andet’.
Helt grundlæggende drejer det sig om at kunne analysere partituret. Det hele står sådan set i partituret, men der er en lang række under-discipliner:
Vi taler om hørelære, som er et vigtigt fag. Harmonisk forståelse. Formmæssig indsigt og analytisk viden, evne og forståelse.
Men også en historisk viden. Viden om den tid, som det enkelte værk tilhører. Stilen, som værket er skrevet i. Den enkelte komponist, komponistens særlige kendetegn og hvor i skaberværket lige netop dette værk indskriver sig. Helst også en forståelse af den tid, komponisten levede. Altså en kultur- eller idehistorisk forståelse.
Og som kronen på værket skal de så beslutte sig for en fortolkning, som får musikken til at leve. En mening om musikken. Men helst en mening, som er begrundet i analyserne og ikke bare grebet ud af den blå luft.
Siden skal de koncentrere sig om at lede orkestret, forme musikken, give de indsatser, der er nødvendige. Men frem for alt skal de SAMTIDIGT høre, hvad der sker i orkestret, reagere på det og overveje, hvordan dét, de hører svarer til det, de havde forestillet sig hjemmefra. Og hvordan de bedst muligt og hurtigst muligt kan få det resultat, de gerne vil have. Ikke for mange instrukser, ikke for få, men frem for alt relevant og meningsfyldt.
Alt sammen overfor musikere, der typisk alle som én er bedre instrumentalister end dem selv, som kender musikken bedre end de selv gør og som har uendeligt mere erfaring end de selv har. Så der er serveret en cocktail, der nok kan gøre et ungt menneske lidt nervøs. Og et ældre menneske forresten også.
Udstrålingen afgørende for, om dirigenten overbeviser musikerne
Vi har været omkring forskellige ting som måske er afgørende for en god dirigent, men så har vi måske ikke engang været omkring det allervigtigste, men også allersværeste at forklare – og det er derfor, jeg har ventet med det til sidst.
Dirigentens personlige udstråling. Eller vilje. Eller evne til at lede eller blive opfattet som leder. Den dér særlige udstråling, der gør, at musikerne godt vil sætte deres egen opfattelse af musikken til side for i stedet at acceptere dirigentens. Det er helt afgørende for, om dirigenten lykkes på podiet.
Der er mange ting der er afgørende for ‘den gode dirigent’. Men alle dirigenter er forskellige, og derfor er det så utroligt spændende at iagttage dem arbejde. For har de lige præcis den rette kombination af viden og færdigheder til at gøre sig fortjent til betegnelsen “En god dirigent”?
Det er dét, Malkokonkurrencen handler om.