Besparelserne i DR som følge af Medieaftalen og Public Servicekontrakten freder som tidligere omtalt kor og orkester. Men i administrationen sker der ændringer. Chefen for Koncerthuset, Leif Lønsmann forlader DR, mens Kor- og Orkesterchef Kim Bohr fremover ikke bare er chef for musikere og sangere, men nu også for det hus, der danner rammen om musikken i DR.
Venneforeningen byder Kim Bohr velkommen i den nye rolle.
Efter foreningens vedtægter er han som chef for kor og orkester født medlem af vores bestyrelse.
Med den nye rolle bliver han også øverste ansvarlig, når Venneforeningen skal aftale betingelserne for vores tilstedeværelse i Koncerthuset under generalprøver og andre prøver.
Det kan i teorien give interessekonflikter, og derfor er bestyrelsen og Kim Bohr enige om, at han ved den kommende generalforsamling den 8. oktober udtræder af bestyrelsen, men at han deltager uden stemmeret i foreningens bestyrelsesmøder.
Bestyrelsen fremlægger som en konsekvens heraf forslag om ændringerne ved generalforsamlingen i oktober
I bestyrelsen er vi glade for den løsning. Kim Bohr har gjort et stort arbejde for Venneforeningen, og vi vil derfor nødig undvære kontakten til Huset, som han har været garant for indtil nu. Og som han altså heldigvis også vil være fremover, men uden direkte indflydelse på Venneforeningens dispositioner.
I bestyrelsen har vi oplevet et positivt samarbejde med den hidtidige chef for Koncerthuset, Leif Lønsmann. Det har vi al mulig grund til at takke ham for, og samtidig vil vi ønske ”Løns”, som han hedder i daglig tale, godvind fremover uden for DR, som han har tjent i 40 år. En del af tiden som Radiodirektør, som dengang også havde det overordnede ansvar for kor og orkestre.